Kemikeren Linus Pauling opfandt “Pauling skalaen” = ELEKTRONEGATIVITETSSKALAEN.
Det er den skala, der placerer et grundstof mellem tallene 0,7 til 4,0 (enhedsløse tal).
Tallet udtrykker grundstoffets ELEKTRONEGATIVITET,
altså hvor godt et grundstof er til at tiltrække fælles elektroner.
Jo større tal, jo bedre er grundstoffet til at tiltrække elektronerne.
Forskellen mellem to grundstoffers elektronegativitet fortæller, om atomerne vil danne en elektronparbinding eller en ionbinding.
LILLE FORSKEL I ELKTRONEGATIVITET
Er forskellen mellem de to grundstoffers tal meget lille, er de to grundstoffer næsten lige gode til at “hive i” elektronerne.
De er altså næsten lige gode til at tiltrække elektronerne.
Så deler de elektronerne mellem sig.
Der dannes en elektronparbinding.
STOR FORSKEL I ELEKTRONEGATIVITET
Er forskellen stor, vil det ene grundstof være meget bedre til at tiltrække elektroner end det andet grundstof.
Der dannes en ionbinding.
FORSKEL MINDRE END 1,6: elektronparbinding
FORSKEL MELLEM 1,6 – 2 for ikke metaller: elektronparbindning
FORSKEL MELLEM 1,6 – 2 hvis metal deltager: ionbinding
FORSKEL STØRRE END 2: ionbindning
EKSEMPEL:
Natrium (Na) har en elektronegativitet på 0.93. (Na danner positive ioner)
Klor (Cl) har en elektronegativitet på 3,16. (Cl danner negative ioner)
FORSKEL: (3.16 – 0,93 = 2,23)
Tallet er større end 2.
Natrium og klor danner en ionbinding.