En energirig tilstand for et stof (jf. tilstandsformerne: fast, flydende=væske og gas).
Denne tilstand kræver ekstrem høj temperatur.
Ved denne høje temperatur (flere millioner grader) er alle atomerne i stoffet ioniserede og alle partiklerne har stor fart.
Ioniserede partikler består af positive atomer og negative elektroner.
Plasma kan udadtil virke elektrisk neutralt, fordi antallet af positiver ioner og elektroner udlignes.
Plasma beskrives især ud fra temperatur (ionernes og elektronernes kinetiske energi) og tæthed (antallet af partikler pr. volumen).
UNIVERSETS PLASMAFORHOLD
Mere end 99,9% af alt stof i Universet er i plasmatilstand.
Stjerner er i plasmatilstand.
Solens overflade betyder, at grundstoffer op til 6 protoner kan dannes ved fusionsprocesser.
Tungere stjerner kan danne grundstoffer op til 26 protoner ved fusionsprocesser.
BEMÆRK:
Der skal supernovaeksplosioner eller neutronstjernekollisioner til at danne tungere grundstoffer end jern (det sker ved indfangning af neutroner og efterfølgende beta-minus henfald).
De ioniserende lag i Jordens ionosfære er i plasmatilstand.
Lyn og polarlys er i plasmatilstande.
Et lyns gnist løber igennem en tynd plasmastreng.
Denne nærmest elektronfyldte “ledningskanal” dannes på grund af elektrisk udladning i atmosfæren (hvordan vides vist ikke helt?).
Lynets vej igennem kanalen omdanner atmosfærens molekyler til plasma.
Temperaturen kan stige til 30.000 grader Celcius.
Strømstyrken er målt til 200.000 ampere.
Ladningen kan være på 25 coulomb.
Spændingsforskellen kan 200 millioner volt.
Tokamak hos ITER i Frankrig vil udnytte plasmatilstanden til energidannelse via fusion.
PLASMAEGENSKABER
Plasmakuglen er “lav-energi plasma” dannet med lavt tryk og lav tæthed via et elektrisk felt.
Metalatomernes elektroner = metallets elektronsky kan betragtes som en slags plasma.
På grund af disse elektronsamlinger er fx. kobber perfekt til at lede elektrisk strøm = bevægelsen af elektroner igennem en ledning.
Kilder:
Fusionsenergi.dk
Christian Petresch, Bertel Lohmann Andersen og Erland Andersen:
Vort strålingsmiljø, Fysikforlaget 2019