Skitse af Lille Lappedykker

Lille Lappedykker og Ringive Sø

Siden 2006 har Lille Lappedykker (Tachybaptus ruficollis) ynglet i Ringive Sø. Hvert år lige siden har der været succes med mindst 1 kuld.
Vi plejer aldrig at kunne se selve reden, fordi fuglene har ynglet i den østlige ende af søen skjult blandt især tagrør.
Én gang tidligere har et par forsøgt sig med en rede oven på bladene fra svømmende vandaks. Den blev imidlertid hurtigt ødelagt af blæst og regn. Det var i 2009.
Men i år er det heldigvis lykkedes et par at udruge 3 æg i en ikke skjult rede lige uden for vores hus. Da de to fugle åbenbart har vænnet sig til vores menneskelige aktiviteter, er det derfor nærliggende at studere dette par i detaljer.

Ringive Sø 21. juli 2024

“Dogmeoptagelser” af en amatør

Reden er placeret lige ud for vores stue i huset som ses på fotografiet ovenfor. Det betyder, at jeg kan filme fra vores spisebord gennem vinduet (helt uden at forstyrre fuglene).
Desuden har jeg valgt at optage lidt i skjul fra den modsatte side af søen (uden vinduesglas).
Det hele er optaget med håndholdt kamera (en mobiltelefon) uden adapter og et gammelt teleskop.

Kvaliteten afspejler udstyret.

Reden 15. juli 2024

Reden

Siden ca. 1. juli har en af fuglene ligget på reden næsten hele tiden.

De var ca. en uge om at bygge reden og hjalp hinanden med det.
Jeg troede ikke på, at der skulle komme noget ud af dette projekt. For det første virkede det lidt som om reden var for ustabil. For det andet var vejret indimellem både blæsende og meget vådt. Hannen og hunnen skiftes til at ruge, og ligger mange timer ad gangen uanset vejrforholdene. Kun når mennesker kommer for tæt på søbredden, er reden blevet forladt, indtil der er ro igen.

Hver eneste aften ved spisetid, har de begge forbedret redens sider og placeret nyt materiale på reden.

Det har virkelig været en oplevelse i sig selv, at følge dette pars ihærdige arbejde med at vedligeholde deres hjem og samtidig sørge for optimale forhold for æggene.

Lille Lappedykker har reden i vandet ved den gule pil

Kæmpebryllup og 100 mennesker 16 meter fra redekanten

Den 6. juli – hvor fuglene havde ruget ca. en uges tid – skulle der være bryllup og derfor kæmpefest foran huset. Den 3. juli blev teltet sat op. Jeg fulgte bekymret fuglen på reden velvidende, at dette menageri nok blev for meget for parret. Reden var i lange perioder overladt til sig selv, men det viste sig, at fuglene blev ved med at ruge, når der var tilpas ro.

Et velforberedt bryllup med mange mennesker og levende musik kan selvfølgelig ikke udsættes eller flyttes, blot fordi 2 fugle skal have ro! Men jeg troede jo heller ikke på, at fuglene ville få succes uanset hvor fredeligt området var. Jeg var sikker på, at fuglene under alle omstændigheder ville opgive på et tidspunkt. Men efter et i øvrigt helt fantastisk flot og vellykket bryllup, som varede helt til den lyse morgen, lå der alligevel en fugl på reden, selv om der var 50 mennesker (og legende børn) til morgenmad i teltet.

Forældrefugl med 2 af de 3 unger (22. juli 2024)
Perfekt seng for en lille unge!

Den 19. juli klokken 9.37

Vi spiste morgenmad på terrassen foran stuen. Der var aktivitet i reden. Det viste sig, at der var 2 nyklækkede unger, og senere samme dag så vi 3.
Nu følger vi med taknemmelighed dette pars ynglesucces – og vil på siden her løbende uploade de bedste optagelser.

“Chokerende” dementi 24. juli

Har næsten ikke bestilt andet end at nyde den lille lappedykker-familie de sidste dage. Har indimellem set alle 3 unger på én gang, men ellers er der normalt kun 2 synlige unger. Derfor var det en kæmpe overraskelse at finde ud af, at der er 4 aktive lige store unger – og ikke 3! Det var først, da jeg redigerede i de seneste optagelser, jeg blev klar over det. Desuden fandt jeg ud af, at ungerne sagtens kan dykke nu. Men de kan nu alligevel godt lide at befinde sig på kroppen af en forældrefugl.

3 unger på ryggen, og den 4. i vandet
BEVIS: 4 næb = 4 unger
Bemærk den kæmpestore fod
Den 23. juli: en blishøne med en stor unge i Ringive Sø

Den 28. juli 2024

Lappedykkerungerne stortrives. Forældrene har to fodringsstrategier: den ene har ungerne på sig eller lige ved sig og den anden dykker efter mad i spisekammeret under vandet

eller

forældrefuglene fordeler ungerne mellem sig og fodre to hver især

Når der virkelig skal ro på, så ligger den ene i reden med alle 4 unger og slapper af

Blishønen og dens ene unge holder stadig til i Ringive Sø
Nærfoto af blishønsene
4 unger: en på ryggen og en anden på vej op og to til højre
Den ene forælder har ungerne ….
…..mens den anden henter mad….
..så er der serveret!

—————————————————————————————————————–

Den “elusive” fugl

Lille Lappedykker beskrives som en “elusiv” fugl. Ordet er engelsk og betyder, at fuglen er svær at få øje på, at fuglen er meget undvigende og at fuglen er sky og derfor ude af syne: den dykker ved mindste forstyrrelse. Fuglen er almindelig i Danmark, men ses sjældent, da den mest holder til i søkantens bevoksning – sådan kan man læse i de fleste beskrivelser.

Det holder heldigvis ikke her i Ringive. Fuglen har tilpasset sig vores tilstedeværelse – end ikke et mægtigt bryllup med mange mennesker langs søbredden har skræmt den væk.

For en sikkerheds skyld har vi sat en lille plakat op ved bordet og bænken på søkanten nær reden. Det er, fordi vi håber, at søens badende / sejlende gæster vil tage mest mulig hensyn til den lille vidunderlige synlige familie i vandet.